Kontakt bestyrelsen:
abcarlsborg@gmail.com
Foreningen
At bo i andelsbolig
Andelsboligforeningen ejer ejendommen, mens foreningens medlemmer - andelshaverne - ejer hver en del af foreningens formue og har ret til at bo i en af lejlighederne. Du får altså overdraget en andel af foreningens formue mod betaling af andelens værdi på det pågældende tidspunkt. Ved overdragelse af andelen får du samtidig brugsret til en specifik bolig i foreningen.
Andelshavers rettigheder og forpligtelser
Når du bliver andelshaver i vores andelsboligforening får du et andelsbevis som bevis for ejerskab af en andel i og vores fælles ejendom. Det giver dig nogle rettigheder, ligesom du får nogle forpligtelser over for andelsboligforeningen og de andre andelshavere.
Medbestemmelse i andelsboligforeningen
Som andelshaver får du medbestemmelse i foreningen. Du får stemmeret på generalforsamlingen, og du kan vælge at stille op som bestyrelsesmedlem, når bestyrelsen er på valg. Eller du kan vælge at involvere dig på anden vis, fx ved at deltage i vores fælles arbejdsdage.
Dit ansvar at vedligeholde lejligheden
Du er som andelshaver ansvarlig for al indvendig vedligeholdelse af din lejlighed, fx at dit badeværelse er ordentligt vådrumssikret.
Naturligvis sparer man nogle penge ved at gøre noget af vedligeholdelsesarbejdet selv, men i det lange løb er det en god idé at bruge en uddannet håndværker til de mange opgaver, der løbende skal laves. Og nogle opgaver skal udføres at autoriserede håndværkere.
På den måde sikrer man sig, at alt foregår som loven foreskriver, og renovering af boligen vil indgå som forbedringer, der kan hæve værdien på andelsboligen.
Boligafgift og vedtægter
I en andelsbolig betaler du boligafgift, som dækker renteudgifter og afdrag på foreningens lån samt udgifter til drift af foreningen. Boligafgiften fastsættes af generalforsamlingen, som består af foreningens andelshavere.
Som andelshaver har du del i foreningens formue og hæfter samtidig for foreningens gæld sammen med de andre andelshavere. De nærmere hæftelsesforhold skal være fastsat i foreningens vedtægter.
Du forpligter dig til at følge andelsboligforeningens vedtægter og generalforsamlingens beslutninger. Læs mere om: Vedtægter og generalforsamling
Der findes en beboergruppe på Facebook. Den hedder "Vi bor i AB Carlsborg". Vær opmærksom på, at du IKKE kan kontakte bestyrelsen via Facebook - KUN via abcarlsborg@gmail.com.
Medlemmerne er valgt ind i bestyrelsen på foreningens generalforsamling. Driften af vores andelsboligforening foregår i tæt samarbejde med foreningens ejendomsadministrator Azets ATB, som rådgiver om den økonomiske forvaltning af foreningen og spørgsmål i forbindelse med driften.
abcarlsborg@gmail.com